En fantastisk og anderledes form for safari, hvor naturen og de vilde dyr sætter agendaen. Oplev den sydafrikanske bush på quadbike, på dansk også kaldet “ATV”, som er en firehjulet motorcykel særligt egnet til offroad kørsel.
En sjov aktivitet for hele familien og for alle der ønsker at gribe endnu en chance, for at komme tæt på den vilde natur og få pulsen lidt op.
Gæster kører ca 20 min ud til terrænet, hvorfra turene tager deres udgangspunkt under ledelse af en lokal guide. Han er i øvrigt også en Majbritt mødte i sit 1. år i Sydafrika, og mange af hendes tidligere gæster har drønet hans jord rundt på quads. Både børn og voksne, seniorer og let handicappede.
Turene afgår om morgenen efter morgenmaden og sen eftermiddag og varer ca. 1,5 time (2,5 timer inkl. transfer til og fra lodgen). Det er et gudsbenådet område vi kører i, og du kommer tæt på dyrene, faktisk var vi ved at køre gennem benene på en giraf engang. Man finder helt sikkert sit indre barn på denne tur.
Ingen erfaring kræves.
